Support

Hjælp til forældre og tutorer

Har du brug for hjælp med appen, en booking eller din konto? Skriv til os, så svarer vi normalt inden for to hverdage.

Skriv til kontakt@lekta.dk

I appen finder du også Hjælp og kontakt (spørgsmålstegnet øverst), hvor du kan sende os en besked. Skriv gerne den e-mailadresse, du bruger i Lekta, og hvad der sker, så kan vi hjælpe hurtigere.

Har du fundet en fejl?

Det hurtigste er at melde fejlen fra appen: åbn Profil og tryk på Rapportér en fejl, eller tryk på spørgsmålstegnet og vælg Fejl i appen. Skriv, hvad du gjorde, hvad der skete, og hvad du havde forventet. Du kan vælge at sende appens version, telefonens model og styresystem og den skærm, du var på, med, så vi lettere kan finde fejlen. Vi sender ikke din position.

Kan du ikke logge ind, eller har du ikke appen ved hånden, så skriv til kontakt@lekta.dk med den e-mailadresse, du bruger i Lekta, din telefons model og en beskrivelse af fejlen.

Ofte stillede spørgsmål: forældre

Hvordan finder jeg en tutor?

På forsiden i appen kan du søge og filtrere på fag og klassetrin. Tutorerne vises med de nærmeste først, og du ser titel, bedømmelser og pris. Skriv til tutoren, og book en tid direkte fra chatten.

Hvordan er tutorerne kvalificeret?

Før en tutor bliver synlig, har Lekta godkendt dokumentationen for hendes fag (karakterblad eller studiebevis), en gyldig børneattest, en straffeattest, som Lekta har set igennem, og hendes identitet. Du ser kun tutorer, der opfylder det hele.

Kan vi have faste tider hver uge?

Ja. Efter introtimen kan I lave en fast aftale i appen, fx onsdag kl. 16–17 hver uge. Timerne står i kalenderen 4 uger frem og betales som almindelige timer. I kan holde pause eller stoppe aftalen, når I vil.

Hvad er en introtime?

Den første time mellem dig og en tutor er altid 1 time, så I kan se, om det passer. Introtimen gælder hele familien: når den er afholdt, kan I booke 1, 1½ eller 2 timer ad gangen, også for jeres andre børn. Passer tiden ikke, kan introtimen flyttes som andre timer.

Hvad koster det?

Tutoren sætter selv sin pris. Prisen du ser på tutorens profil, er det, du betaler. Lekta tager sit gebyr som en del af prisen, så der ikke kommer noget oveni. Gebyret dækker blandt andet betaling med kort, børne- og straffeattest, MitID, godkendelse af tutorerne og support.

Kan vi flytte en time?

Ja, mere end 12 timer før start. Tryk på "Foreslå anden tid" på timen i appen. Den nuværende tid står, indtil den anden har godkendt; godkendes den nye tid, aflyses den gamle uden beregning. Passer forslaget ikke, kan den anden trykke "Afvis og foreslå en anden tid", og I kan skiftes, til I finder en tid, der passer. Det gælder også introtimen, som forbliver 1 time.

Hvad hvis jeg skal aflyse en time?

Aflyser du mere end 12 timer før start, betaler du intet (er beløbet allerede trukket, betales det tilbage minus Lektas refusionsgebyr på 3 %). Aflyser du senere, refunderes beløbet ikke, og tutoren får sin betaling.

Hvad hvis tutoren aflyser?

Aflyser tutoren, betaler du ikke for timen (er beløbet allerede trukket, betales det tilbage minus refusionsgebyret på 3 %).

Hvorfor skal alt foregå i appen?

Det er sådan, vi kan garantere børneattest og aflysningsregler. Beskeder med telefonnumre, e-mails eller opfordringer til at betale uden om appen bliver derfor blokeret.

Ofte stillede spørgsmål: tutorer

Hvem kan blive tutor?

Du skal være fyldt 18 år og være studerende eller færdig med gymnasiet. Alderen kontrolleres, når du bekræfter dig med MitID. Er du under 18, kan du ikke godkendes som tutor.

Hvordan bliver jeg synlig for forældre?

Under Min profil finder du tjeklisten "Sådan bliver du tutor". Du skal udfylde profilen, vælge fag og uploade dokumentation, angive ledige tidsrum og en radius og bekræfte dig med MitID (det giver også samtykke til børneattesten, som du bagefter godkender i Digital Post) og uploade din straffeattest. Når alt er grønt, er du synlig.

Hvad er en børneattest, og hvorfor skal jeg oplyse mit CPR-nummer?

Lekta bestiller børneattesten hos politiet på dine vegne, med dit samtykke. Du taster CPR-nummeret inde i MitID, hvor det kontrolleres. Vi gemmer det krypteret, og det bruges også til den lovpligtige indberetning til Skattestyrelsen. Attesten gælder i 2 år, og du får påmindelser, før den udløber. Du er synlig, indtil datoen er nået.

Hvorfor skal jeg uploade en straffeattest?

Forældre lukker dig ind i deres hjem, så Lekta kræver både børneattest og straffeattest. Den private straffeattest kan kun du selv bestille: den er gratis på politi.dk med MitID og kommer i Digital Post. Upload den i appen under Min profil. Den må højst være 3 måneder gammel. Vi ser den igennem, gemmer kun datoen og resultatet, og filen slettes straks. Den gælder i 2 år.

Hvor meget får jeg, og hvornår?

Du får 81,25 % af din listepris for hver afholdt time (pionerer 87,5 % de første 3 måneder fra deres første introtime). Udbetalingen sker via vores betalingsudbyder, efterhånden som timerne afholdes.

Hvad dækker Lektas gebyr?

Gebyret er 15 % plus moms (18,75 % af prisen). Moms går til staten. Resten dækker betaling med kort og udbetaling til tutoren (gebyrerne til Stripe betaler Lekta), børneattest, straffeattest og bekræftelse med MitID, manuel godkendelse af fag, dokumentation og profilbilleder, aflysningsregler og afgørelse af problemer med en time, support og sikkerhed i chatten, indberetning til Skattestyrelsen (DAC7), kvitteringer og bogføring og drift af appen, serverne og hjemmesiden.

Hvordan fungerer skat?

Din indtjening er B-indkomst. Under Skat og indberetning i appen kan du se din indtjening pr. år og beregne, hvor meget du skal sætte til side. Du er selv ansvarlig for at oplyse og betale skat.

Hvad sker der, hvis jeg aflyser?

Aflyser du mere end 12 timer før, får forælderen alt retur, og det påvirker ikke dig. Aflyser du senere, registreres det som en sen aflysning, der tæller med i din titel.

Konto og login

Jeg har ikke fået bekræftelsesmailen

Kig i din spam-mappe. Er den der ikke, så tryk på "Send mailen igen" på skærmen efter oprettelsen. Hjælper det ikke, så skriv til os fra den mailadresse, du oprettede dig med.

Jeg har glemt min adgangskode

Tryk på "Glemt adgangskode?" under log ind-knappen i appen, og skriv din e-mailadresse. Du får en kode på mail, som du skriver i appen sammen med en ny adgangskode. Får du ikke mailen, så kig i spam, eller skriv til os.

Hvordan skifter jeg min adgangskode?

Åbn Profil i appen og vælg "Skift adgangskode". Du skal bruge din nuværende adgangskode.

Hvor gammel skal jeg være?

Du skal være fyldt 18 år for at bruge Lekta, både som forælder og som tutor.

Hvordan retter jeg mine oplysninger?

Åbn Profil i appen. Her kan du rette dit navn, din adresse, dine børn og (som tutor) din profil, dine fag og dine tider. Kan du ikke rette noget, så skriv til os.

Hvordan sletter jeg min konto?

Åbn Profil i appen og vælg "Slet min profil" nederst. Læs mere på siden Slet konto.

Sikkerhed og misbrug

Oplever du noget, der ikke er i orden, fx en besked, der føles upassende, eller et forsøg på at aftale betaling uden om appen, så skriv til kontakt@lekta.dk. Skriv, hvem det handler om, og hvad der er sket, så reagerer vi hurtigst muligt. Er du eller dit barn i akut fare, skal du kontakte politiet på 112.

Har du fundet et sikkerhedshul?

Har du fundet en sårbarhed i appen, på lekta.dk eller i vores systemer, så skriv til sikkerhed@lekta.dk. Beskriv, hvad du har fundet, og hvordan vi kan genskabe det. Vi bekræfter, at vi har modtaget din henvendelse, normalt inden for to hverdage, og fortæller dig, når hullet er lukket.

Undersøg kun med din egen konto, og lad være med at se, ændre eller slette andres oplysninger, forstyrre driften eller offentliggøre hullet, før vi har lukket det. Gør du det, betragter vi din henvendelse som en hjælp og ikke som et angreb. Oplysningerne står også i security.txt.

Du kan også anmelde eller blokere en bruger direkte i chatten: tryk på ⋯ øverst til højre. Vi behandler anmeldelser inden for 24 timer på hverdage, og brugeren får ikke at vide, hvem der har anmeldt. Du kan se og ophæve dine blokeringer under Profil → Blokerede brugere.

Vigtige sider